Den 8. marts bragte Børsen et debatindlæg af Linea Søgaard (V), hvor hun retter en kritik af Eifos manglende kønsdiversitet i bestyrelsen.
Det skulle ifølge hende være medvirkende årsag til den meget store kønslige ulighed, der er i fondens investeringer i danske startups.
Hvilket er et indlysende problem, selvom det er vigtigt at påpege, at fonden med sine 4 pct. af investeringerne er væsentlig bedre, sammenlignet med at blot 0,1 pct. af den samlede risikovillige kapital, der investeres i startups, går til rene kvindeteams.
Det er forståeligt, at en politiker som Linea Søgaard melder sig ind i debatten om diversitet med afsæt i Eifos bestyrelsessammensætning og kritiserer, at de ikke investerer mere i kvinder. Det er en offentlig fond og dens bestyrelse er dens mest synlige del med kendte profiler. Og der er også god politisk musik i at have fokus på kønslig ulighed.
Imidlertid er udfordringerne og dermed de faktorer, der skal arbejdes med, hverken isoleret til Eifos bestyrelse, eller hvordan deres operationelle praksis forløber. Det vender jeg tilbage til. Der er nemlig i vores samfund noget helt grundlæggende galt med vores syn på og kategorisering af iværksættere, som vurderes at have potentiale.
“Håbet kunne være, at Eifo i sin praksis og investeringsportefølje i fremtiden bliver et nyt symptom, nemlig et symptom på at vi er blevet klar til at redefinere vores syn på, hvem der har potentiale
Hvilket er ødelæggende ikke blot for kvindelige iværksættere, men for alle, der ikke snævert passer ind i nogle både forkerte og forældede overbevisninger.
Selvom det altså reelt set er unfair at rette en så voldsom kritik af Eifo, når de trods alt har en væsentlig bedre fordeling af investeringerne end det øvrige marked, så kan det alligevel i dette tilfælde godt bruges som et eksempel.
Ikke mindst fordi de med deres størrelse er et pejlemærke for andre, og dermed med offentlige midler i ryggen bærer et vist ansvar.
Som repræsentant for en organisation, der arbejder for at understøtte mangfoldigt sammensatte teams af iværksættere inden for it og tech og i den forbindelse skabe kontakt mellem bl.a. Eifo og vores medlemmer, har jeg generelt oplevet et godt samarbejde. Dog med nogle udfordringer.
Det er et spørgsmål om et grundlæggende syn på mennesker og hvilke potentialer, de rummer.
Det, vores medlemmer og flere repræsentanter fra det danske iværksættermiljø i øvrigt oplever, er nogle ikke ret formålstjenlige låste stereotyper.
Linea Søgaard har peget på den skæve kønsfordeling, men hvis man udvider perspektivet til at omfatte andre underrepræsenterede grupper, bliver billedet endnu mere forstemmende.
Det afspejler sig i selve sagsbehandlingen, men naturligvis også i, hvem der ultimativt bliver del af Eifos investeringsprogram. Alt for ofte er de spørgsmål, sagsbehandlerne stiller undervejs, præget af en skepsis over for, hvilke ressourcer og hvilken indsats disse grupper kan og vil være i stand til at mønstre for at lykkes.
Man tvivler ganske enkelt ikke på, om kvinder vil kunne yde lige så mange timer, eller at iværksættere, der på den ene eller anden måde tilhører en marginaliseret gruppe – det kunne være etnisk, aldersmæssigt eller med en form for diagnose – overhovedet har de nødvendige kapaciteter.
Dette bliver omdrejningspunktet for samtalernes spørgsmål. I stedet for selve virksomheden og dens markedspotentiale.
Tragedien i dette er, at det er endnu mere udtalt i investeringsmarkedet generelt, og det vidner om, at vi har som samfund og blandt investorer en opgave med at italesætte problemerne med manglende diversitet til ikke blot at omfatte køn, selvom det er ufatteligt vigtigt.
Det skal vi ud fra en moralsk fordring, men i endnu højere grad, fordi vi bogstavelig talt smider guld på gaden, når vi ikke udnytter de enorme ressourcer og muligheder for adgang til nye revolutionerende løsninger, når kun én type iværksættere bliver sikret den risikovillige kapital, der skal til for at innovere, realisere og skalere deres virksomheder.
Håbet kunne være, at Eifo i sin praksis og investeringsportefølje i fremtiden bliver et nyt symptom, nemlig et symptom på at vi er blevet klar til at redefinere vores syn på, hvem der har potentiale.
