KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement
Pro selvstændig

Klumme – iværksætterens dagbog: Mentorer tvinger dig til at løfte blikket fra to do-listen og tænke strategisk

Fridda Flensted-Jensen er i gang med et europæisk vækstforløb for kvinder i tech. I denne klumme deler hun sin oplevelse med at have mentorer, der udfordrer på prioriteringerne og bringer virksomhedens mission tilbage på sporet

“Noget af det mest udfordrende i startuplivet er hele tiden at arbejde mellem de to poler: det superlange lys, visionen og det internationale produkt, jeg ser for mig, og så de mange, mange, mange små og lavpraktiske handlinger, det kræver at komme dertil,” skriver Fridda Flensted-Jensen i denne klumme. Arkivfoto: Steven Achiam
“Noget af det mest udfordrende i startuplivet er hele tiden at arbejde mellem de to poler: det superlange lys, visionen og det internationale produkt, jeg ser for mig, og så de mange, mange, mange små og lavpraktiske handlinger, det kræver at komme dertil,” skriver Fridda Flensted-Jensen i denne klumme. Arkivfoto: Steven Achiam

Startuplivet er ud over stepperne. Det er hurtige eksekveringer og flueben på to do-lister, der tæller. Men det hele startede med en stor vision: Jeg vil være med til at bekæmpe inaktivitet globalt set.

Fra dag ét har vi været en global startup der arbejder målrettet på FN’s verdensmål nummer tre “Sundhed og Trivsel”. Inaktivitet er verdens fjerde største dræber ifølge WHO, og Sundhedsstyrelsen vurderer, at 30-40 pct. af den voksne befolkning er fysisk inaktive.

Når visionen drukner i to do-lister

Jeg vil gøre mit til, at folk kan træne og få kvalificeret professionel hjælp, der er til at betale. Og uden dårlig samvittighed over manglende motivation og et fitnessabonnement, man ikke får brugt.

Målet sætter retningen for vores service, men drukner desværre også i et lille teams to do-lister

Træning skal ikke have skam som følgesvend på grund af vanvittige trænings- og kropsidealer. Træning er for din egen skyld, fordi det er fedt, hårdt, udfordrende, fordi du lærer en masse om dig selv, fordi du opbygger selvtillid og selvværd. Og her er der virkelig plads til forbedringer i fitnessindustrien.

Det mål sætter retningen for vores service men drukner desværre også i et lille teams to do-lister: bygge tech, lave kontrakter, Instagram-opslag, rekruttere, tage billeder og lave marketingmateriale. Alt sammen noget, der skulle have været færdigt i går.

Det vigtige strategiske blik

At have mentorer i et ellers lidt strukturløst startupliv har været med til at holde fokus på missionen om at bygge en global service, der demokratiserer personlig træning og giver langt flere adgang til den hjælp, de har brug for.

Stolt af mine mange flueben blev jeg overrasket, da mine mentorer på et møde sagde:

“Fridda, hvornår arbejder du strategisk? Hvornår arbejder du med, hvordan du skal få de rigtige partnerskaber i hus om seks måneder? Du bliver nødt til også at bruge tid på der, hvor du er på vej hen.”

Dine mentorer kan hjælpe dig med at komme op i helikopteren og have det lange lys på. Noget af det mest udfordrende i startuplivet er hele tiden at arbejde mellem de to poler: det superlange lys, visionen og det internationale produkt, jeg ser for mig, og så de mange, mange, mange små og lavpraktiske handlinger det kræver at komme dertil.

Vær åben og ærlig

Min mentor har stået i Dragons Den i London (den engelske udgave af Løvens Hule) og er gået hele vejen selv, og det er da for fedt, når det nu er mig, der får de gode råd fra hende. En stor styrke ved internationale mentorer har for mig været deres høje ambitionsniveau, og at de pr. automatik tænker ud over Danmarks grænser. I sårbare situationer, hvor initiativer måske ikke er gået, som de skulle, har det været givtigt med rådgivning i en kontekst, hvor jeg ikke har skullet præstere samtidigt.

Her betyder det noget, at dine mentorer både lærer dig at kende som person, forstår din forretning og tror på dine visioner. De vil helt givet ikke spare på konkrete udfordringer. Men opbakningen har været en ligeså vigtig en faktor for mig, og det er afgørende, at den kommer fra nogen, som har kigget ind i min forretning og mine visioner.

Mentorer er døråbnere

Mine mentorer har især hjulpet til at balancere mellem det korte og det lange perspektiv. Jeg har fået konkrete råd til vores marketingstrategi til det engelske og irske marked, og jeg har fået sparring på opbygningen af vores forretnings- og vækstplan.

En ekstra bonus ved at få dig en mentor: Som startup har du konstant brug for at udvide dit netværk. Mentorer kan også åbne døre til nye vigtige kontakter.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis